© drk-ejby.dk

Besøgsvenner i Gøteborg

Bliv besøgsven

 

Bliv besøgsven og spred glæde med et andet menneske.
 

Vi er ca. 5000 danskere og efterkommere af danskere i Gøteborgsområdet, heraf er ca. 1667 første generation i Sverige. En hel del kom til Sverige for mange år siden og har med alderen mistet store dele af deres netværk både i Danmark og i Sverige. Samtidig er mange nye tilflyttere langt fra den ældre familie hjemme og kan få glæde af kontakt med de ældre generationer her, ikke mindst hvis de har børn.

 

Derfor kan du gøre en forskel ved at blive besøgsven hjemme eller hos en anden dansker.

 

  • Hvad laver besøgsvenner?
    Du får enten besøg hjemme hos dig eller tager på besøg hjemme hos et andet menneske, I lytter og er interesseret, så kommer samtalen af sig selv. I kan også drikke en kop sammen, gå en lille tur, læse avis eller højt for hinanden, spille kort eller noget helt andet.
    Stabilitet er vigtigt, da I begge bliver ugens højdepunkt for et andet menneske, og det vil ingen gå glip af.
  • Hvad får jeg ud af det?
    Du får godt samvær og nærvær med et andet menneske, som deler ud af sit livs historier, erfaringer med livet i Göteborg og lytter til dine.
  • Hvor lang tid skal jeg bruge?
    Et besøg varer ca. 2 timer hver eller hver anden uge.
  • Hvordan kommer vi igang?
    Ved jeres første besøg deltager sømandspræsten og I får mulighed for at udveksle kontaktoplysninger og aftale næste møde.
  • Hvilke regler er der?
    I er i høj grad frie til at definere jeres besøgsvenskab. Men nogle regler gælder for at sikre, at alle har det godt i besøgsvenskaberne:
  1. Besøgsvenner har tavshedspligt, dog kun så længe liv ikke bringes i fare derved. I tvivlstilfælde kontaktes præsten.
  2. Besøgsvenner missionere ikke for hinanden. I drøfter kun emner, som I begge har lyst til at tale om.
  3. Besøgsvenner er IKKE en ekstra hjemmehjælp, vi gør IKKE rent eller køber ind for vores besøgsven.
    Men besøgsvenner gør gerne ting SAMMEN, så længe alle er med og har det godt med aktiviteten.
  4. Besøgsvenner er frivillige, vi modtager IKKE betaling for vores besøg. En blomst, lidt frugt eller chokolade i ny og næ må dog gerne forekomme på fx en fødsel-, højtids- eller bryllupsdag. Men hold det til et minimum og lad det ikke blive hverdag. Giver I hinanden en lille gave, så del den og glæden sammen, når I er sammen.
  5. Besøgsvenner modtager ikke testementariske gaver. Hvis den besøgte vil testamentere, så kan denne henvises til en velgørende forening fx. DSUK eller Den Danske Kirke i Sverige.
  6. Har du dine børn med på besøg, så husk, at det er dig og IKKE dine børn, som er besøgsvenner med den ældre. Bliver dit barn ven med den ældre, så er det dit ansvar at sikre venskabets forsættelse, også hvis du stopper som besøgsven. Naturligvis så længe du vurdere, at venskabet er til barnets bedste.
  7. Hvis du vil have hund med på besøg, så  er det dit ansvar at sikre tilsagn fra den besøgt. Husk at spørge til evt. allergier både hos den besøgt og besøgere af hjemmet i øvrigt.
  8. Du kan som frivillig altid stoppe. Hvis du ikke længere føler dig godt tilpas med din indsats, så ringer du til præsten og fortæller, at det indtil nu har været sjovt, men nu skal du i gang med andre ting. Du er også velkommen til at tale med præsten om, hvad der kan gøres for, at du føler dig tilpas igen.
  9. Som modtager af besøg kan du ligledes stoppe til hver en tid. Hvis ikke du oplever behovet længere eller ikke synes, at I har et match, så ringer du til præsten og fortæller, hvordan du har det. Du er også velkommen til at tale med præsten om, hvad der kan gøres for, at du vil have besøg fremad.