Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Dansk Sømandskirke i Göteborg

Dansk Sømandskirke i Göteborg er folkekirke for de 5.000 danskere der er bosiddende i Göteborgsområdet. Kirkens eneste ansatte er sømandspræsten, aktiviteter og kirken drives derfor af frivillige. Kirken ligger placeret i villakvarteret Änggården ved siden af Botaniska Trädgården. Kirken findes på første sal i en funkis villa fra 1938. Der er niveaufri adgang fra  kirkens bagside. Foran kirken findes parkeringspladser til ca. 9 biler. Änggården har 4 timers fri parkering, dog er strækningen umiddelbart foran kirken betalingsområde. Nærmeste sporvognsholdeplads er Botaniska Trädgården.

Vi fejrer gudstjenester (højmesse) de fleste søndage kirkeåret igennem. Flere gange årligt afholdes der børnegudstjeneste og aftenandagter. Gudstjenesterne begynder kl. 11 med klokkeringning fra kirkens skibsklokke og efterfølgende præludium på kirkens orgel. Gudstjenesternes almindelige længde er cirka en time og der er alkoholfri nadver hver gang.  Efter gudstjenesterne er der altid kirkekaffe med lidt let at spise til en lav pris.

  • Første søndag i advent holdes der efterfølgende kirkefrokost.
  • Sankt Nikolaj d. 6. december holdes der aftenandagt.
  • Juleaften holdes gudstjenesten kl. 15 og efterfølgende byder kirken på glögg og ris á la mande.
  • Helligtrekonger fejres om lørdagen med juletræsfest. Helligtrekonger søndag fejres som almindelige højmesse.
  • Fastelavn fejres om lørdagen med fastelavnsfest. Fastelavnssøndag fejres som almindelig højmesse.
  • Kirkens generalforsamling afholdes typisk i marts efter en gudstjenste med kirkefrokost.
  • Palmesøndag fejres med børnegudstjeneste, tidspunktet kan varierer og fremgår af kalenderen.
  • Skærtorsdag fejres med liturgisk aftenmåltid. Tilmelding.
  • Langfredag fejres med andagt og nadver.
  • Påskesøndag holdes der efterfølgende kirkefrokost.
  • Anden påskedag fejres normalt ikke.
  • Storebededag fejres med aftenandagt. Efterfølgende er der kirkekaffe med lune hveder.
  • Kristi Himmelfart fejres med andagt eller gudstjeneste
  • Pinsedag fejres med gudstjeneste udendørs.
  • Anden Pinsedag fejres normalt ikke, da det ikke er en helligdag i Sverige.
  • Juli holder kirken ingen gudstjenester.
  • Alle Helgen Søndag holdes der gudstjeneste med lystænding for vores kære afdøde.

I Dansk Sømandskirke i Göteborg forestår vi alle kirkeligehandlinger, du kan læse mere om disse i menuen til venstre.

Du kan læse mere om Dansk Sømandskirke i Göteborg på vores lokale hjemmeside: www.dkig.se